IMG_3972.jpeg

Emotions Fokuseret Terapi (EFT)

HVAD ER EFT?

Kort fortalt er emotionsfokuseret terapi en evidensbaseret integrativ moderne humanistisk psykoterapi, der vægter adgang til direkte oplevelse af følelser her og nu for at mærke, udtrykke, regulere, transformere og skabe mening med og formulere narrationer ud fra følelser og de hændelser, følelserne har optrådt i. 

OPLEVELSESORIENTERET

Terapien foregår som en vekslen mellem på den ene side at følge klientens indre oplevede subjektive referenceramme her og nu fra øjeblik til øjeblik, og på den anden side at tilbyde klienten at deltage i emotionelt fokuserede oplevelsesprocesser her og nu, der aktiverer og faciliterer de emotionelle og meningsskabende processer hos klienten.

METODER

Inden for EFT forskningsmiljøet er der gennem årene udviklet flere facetter af arbejdet ud fra en emotionsfokuseret tilgang. Der er formuleret teori om typer af emotioner, emotionernes centrale placering i den samlede psykiske funktion og emotionelle forandringsprocesser.

Den terapeutiske proces med flere faser er beskrevet, lige som en model for case formulering er udviklet. Metodisk er der redskaber til hjemmearbejde, mindfulness og narrative processer mm.

Ud over individuel terapi for voksne, så findes der en veludforsket parterapeutisk metode, familieterapi samt supervision. En lang række kliniske tilstande er undersøgt forsknings-mæssigt i forhold til EFT: depression, generaliseret angst, social angst, enkle og komplekse traumer, arbejdsrelateret stress, spiseforstyrrelse og samlivs konflikter.

EFT'ENS RØDDER

EFT har rødder i Carl Rogers personcentrerede terapi og integrerer herudover elementer fra fokusering, gestaltterapi, psykodynamisk, eksistentiel terapi, narrativ terapi, dialektisk adfærdsterapi, mindfulness mm. EFT bygger på moderne emotionsteori og en kognitiv udviklingsteoretisk baseret model for psykisk funktion. Bag EFT er der mere en 40 års psykoterapi-forskning, som omfatter både effekt- og proces-forskning.

EFT I DANMARK

EFT-terapeuter kan i dag findes på alle kontinenter. Træning i EFT foregår på universiteter over hele verden og fra private træningsinstitutioner. I Danmark er Emotionsfokuseret terapi repræsenteret ved 2 ISEFT godkendte træningsinstitutter: Institut for EmotionsFokuseret Terapi (www.ieft.dk) og EFT-instituttet (www.eft-instituttet.dk). Herudover findes der træning i Emotionsfokuseret parterapi efter Sue Johnsons model. Der er en voksende gruppe af psykologer og andre faggrupper, som anvender EFT eller integrerer dele af EFT i deres arbejde. 

TERAPEUTISK TILGANG

FØLELSER I FOKUS

Følelser er centrale i menneskers liv, både som en væsentlig del vores måde at orientere os og motivere os på, men også, når vi oplever psykiske (emotionelle) problemer. Emotionsfokuseret terapi (EFT) er en psykoterapeutisk praksis, hvor opmærksomheden på klientens oplevede emotionelle tilstande har en særlig plads i den psykoterapeutiske forandringsproces. 

EMPATI OG NÆRVÆR

I emotionsfokuseret terapi mødes klienten med en grundlæggende ægte, empatisk, anerkendende, nærværende indstilling. Terapeuten følger klientens indre oplevelse af sig selv og omverdenen fra øjeblik til øjeblik. Det kan sammenlignes med en meditation med åbne øjne, hvor terapeuten hele tiden har klientens indre oplevelse som sit fokus. 

SAMARBEJDE

Vores holdning er, at klienten er ekspert på sig selv. Terapeuten er ekspert på de oplevelsesmæssige emotionelle og meningsskabende processer. Terapien er et løbende samarbejde mellem klienten og terapeuten. Klienten inviteres til at være aktiv deltager i den terapeutiske proces frem mod at blive selvhjulpen ift. sit emotionelle liv og finde konstruktive måder at være med sine følelser, tanker, sig selv og andre.

MENINGSDANNELSE

Emotionsfokuseret terapi handler ikke kun om at bringe kontakt til, mærke og udtrykke følelser. EFT vægter i lige så høj grad at skabe mening i og forståelse af følelser. EFT er både-og, ikke enten-eller mht. til følelser og mening (tanker). Men der er en rækkefølge. Først følelser, så meningsskabelse. Forenklet sagt så inviterer terapeuten klienten til at besvare disse 2 spørgsmål: Hvad føler du? Hvilken mening giver det?

FORANDRINGSPROCES

En af de basale emotionelle forandringsprocesser er at sætte ord på følelser. Dvs. mærke følelsen og knytte tænkning, sprog, mening og fortælling til følelsen. Følelser uden mening kan ende i planløst føleri, mens mening uden følelser kan ende i tomme ord og hule fortællinger. Det er heller ikke altid nok at tale om følelser uden at mærke dem for at skabe forandring. Følelser må mærkes og tales om i en levende proces, hvor der veksles mellem at mærke og sætte ord på. Denne proces er helende i sig selv. 

TERAPEUTISK PROCES